Imot kunsten

Anmeldelser:

"… en av de vakreste, viktigste bøkene jeg har lest på mange år"
Johan Harstad, Klassekampen

"... man kan (...) frydes hæmningsløst over at et andet menneske med sine ord kan få en til at tænke nyt om sit liv, uanset hvor gammelt det er"
Charlotte Rørth, Nordjyske Stiftstidende

"Tomas Espedal har et personlig farget litterært prosjekt han forfølger og utvider med fascinerende kraft og konsekvens (...) Så fint at han fins"
Steinar Sivertsen, Stavanger Aftenblad

"Imot kunsten angriper litteraturen samtidig som den er intenst litterær. Våre største sorger og kvaler, de individuelle erfaringene som i kunsten ofte blir så fattige, finner et eget språk."
Bernhard Ellefsen, Morgenbladet

"Den gjør det i et poetisk språk som både fanger inn grenseløse og korte lykkestunder, men som i enda større grad dveler ved tap og sorg som skal og må komme. Espedals språk gnistrer til, enkelte setninger står og lyser i sin rike flertydighet"
Hans H. Skei, Aftenposten

"Espedals bok fremstår nettopp som et glimrende stykke arbeid som ikke foretar enkle, kunstferdige snarveier, og derfor blir bunnsolid"
Gro Jørstad Nilsen, Bergens Tidende

"Kanskje det er så enkelt. Imot kunsten handler om savn, og Tomas Espedal fortjener å bli utgitt på førti språk"
Frode Johansen Riopelle, Klassekampen

"Imot kunsten rører meg med si morshistorie og stadfestar igjen at Tomas Espedal skriv stor romankunst"
Margunn Vikingstad, Dag og Tid

"Med en suveræn blanding af stillejer - dagbog, essay, romanagtige iscenesættelser,selvbiografi, familiekrønike - skiftevis registrerer Espedal hverdagens småtraumatiserede gang med nærmest demonstrativ banal detaljerigdom og folder mægtige perspektiver ud om familier, liv og død, og hvad kunsten kan bruges eller ikke bruges til"
Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Hans reflektioner over livet og kunsten og døden danner en sørgmodig symfoni af stemninger, der giver genklang. Man glemmer ikke med det første manden i huset på øen"
Katinka Bruhn, Weekendavisen

"Som sine landsmænd i desenere års overdådige norske forfatterboom - og dog på sin helt egenlabyrintiske måde - bevæger Tomas Espedalsig således mellem en demonstrativ melankoli, en maskulin afmagt, en bindingtil fortiden og en sproglig urkraft, der på sælsom vis kommer det selv sammested fra."
Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad