Tårnet. Fyrtårnet.
Tårnet tronet ytterst på en åsrygg som kastet seg ned mot fjorden, omkranset av en hundremeterskog med livsbejaende furutrær. Nede i gryta skuet man opp mot spiret uansett hvor man befant seg.
En kunsthistoriker får jobb på Tårnet som «levende arkivar». Den unge mannen dras inn i en forloren museumslabyrint, hvor en direktør har styrt med hard hånd i femti år. Da arkivaren ved en tilfeldighet gnukker frem en ånd i toalettskåla og oppdager en grusom maskin i institusjonens indre, begynner selve Tårnets fundament å vakle.
Tårnet. Fyrtårnet er en ‘highbrow horror’ som baserer seg på museumsvesenets rivende utvikling de siste tiårene. En kontrafaktisk kuratorroman, like preget av hylende motsetninger og tvilsomme karakter, som kunstlivet selv. For som en av våre største avdøde billedkunstnere en gang bedyret i Morgenposten: «Man skal aldri la brysomme fakta komme i veien for en god historie.»
«Lars Mørch Finboruds roman fra kunstmuseenes verden, "Tårnet. Fyrtårnet", tilbyr en lesefest der den ene fantastiske, elleville ideen biter den neste i halen i et karnevalistisk fyrverkeri av galskap og satire. … En smittende lesefest med vidtrekkende betraktninger.»
«Guderne skal vide, at dele af denne roman er som et godgørende brusebad. På relativt kort tid har Norge fået prangende museumspaladser som Munch, nye Nasjonalmuseet, Kunstsilo, PoMo, K-U-K og hvad de ellers hedder alle sammen. Mange af de nye kunstmuseer er sponsoreret af private investorer. Her marginaliseres det kunstfaglige personale ikke sjældent. Der bliver skrevet for lidt samtidssatire i det norske land. Det er den latter, som er grundet i noget dybt smertefuldt, som er virkelig godtgørende, og med Tårnet. Fyrtårnet får Finborud sat et par perfekt siddende knytnæveslag ind.»